Foreningen Ordkraft

Tea Bendix, Marianne Iben Hansen
Foto: Jørgen Bech Pedersen

For børn og familier - kom med ind i Mørkemusens univers

06. 09. 2021

I år foregår Ordkraft for børn og familier online, og Ordkraft og bibliotekerne i Nordjylland inviterer store som små ind i Mørkemusens forunderlige univers med alt fra højtlæsnings- og tegnevideoer til aktivitetsposer og en vaskeægte superheltebane.

Fra 13. – 19. september kan I her på ord-kraft.dk møde forfatter Marianne Iben Hansen og illustrator Tea Bendix, som sammen står bag den fantastiske billedbog Mørkemusen - en bog på rim om fem små mus, der kommer til verden bag en sprække i panelet. Mørkemusen, den allermindste og frygtsomste af dem, viser sig at være en heltemodig lille én. Bogen er præmieret af Statens Kunstfond som ”et værk af særlig høj kunstnerisk kvalitet”, så I kan glæde jer til en helt særlig oplevelse.

Grundet Covid-19 kan I ikke møde Marianne og Tea på Ordkraft, men I kan invitere dem med hjem eller i daginstitutionen. De har nemlig lavet to højtlæsnings- og tegnevideoer, der er tilgængelige her på siden i perioden 13. – 19. september 2021.

Du kan læse mere om Mørkemus-videoerne og finde vejledninger her.

Slip kreativiteten løs med Mørkemusen 

Der bliver også rig mulighed for, at I selv kan slippe kreativiteten løs og lave sjove Mørkemus-aktiviteter. Ordkraft og Aalborg Bibliotekerne udleverer bl.a. gratis aktivitetsposer til familier med børn fra 3 år, som handler om Mørkemusen. Vi uddeler Ordkraft-aktivitetsposerne efter først-til-mølle princippet.

Du kan læse mere om uddelingen af poserne her. 

Prøv Mørkemusens superheltebane til Ordkraft d. 18. september 

På Ordkrafts festivaldag den 18. september 2021 i Aalborg kan I prøve Mørkemusens superheltebane på Teglgårdsplads bag Nordkraft. Her står Ordkraft, DGI og Aalborg bibliotekerne og byder jer velkommen til at prøve superheltebanen i tidsrummet kl. 10-12. For børn fra 3 år. Det er gratis og kræver ingen tilmelding. Du kan læse mere her

Hold også øje med dit lokale bibliotek, da alle bibliotekerne i region Nordjylland sammen med Ordkraft hylder Mørkemusen med forskellige aktiviteter.