Foto: Peter Søholm

Funky fredag på Ordkraft

Fredag formiddag på Ordkraft er Funky fredag. Den er afsat til skolernes mellemtrin, som sammen med deres lærere har arbejdet med to forfattere, som de slutter forløbet af med at møde ansigt til ansigt. Omkring 1.000 skoleelever fra hele Nordjylland lægger vejen forbi Ordkraft og får en stor litteraturoplevelse med sig hjem. De har også mulighed for at se dokumentarfilm i Biffen, der vælger et par gode film ud og åbner dørene til salene. I år bliver det dog noget anderledes på grund af Covid-19 restriktionerne.

Funky fredag i 2021 bliver digital og afvikles i uge 14. Forfatterne Nick Clausen og Puk Krogsøe fortæller om deres forfatterskab i to interviews baseret på spørgsmål, som skoleklasserne har indsendt i forvejen.
De to optagelser kan ses her på siden fra 6. april og frem, så alle, der har lyst til at arbejde med de to forfattere ude på skolerne, har adgang til dem.

 

Nick Clausens og Puk Krogsøes bøger kan både læses og lyttes på ereolengo.dk og selvfølgelig lånes på biblioteket.