Foreningen Ordkraft

Foto: Peter Søholm

Ordkraft Skriveklub

Engang troede vi ikke der var ret mange som sad og skrev i Nordjylland, engang var der faktisk måske ikke så mange der skrev i Nordjylland. Men det fik så en ende og en ny tid viser sig.

Ordkraft Skriveklub blev af Ordkraft Festival etableret i 2017 med et ønske om at gøde og udvikle det skrivende vækstlag i hele region Nordjylland, et vækstlag vi skulle lede lidt efter, viste det sig. De første par år skulle Ordkraft Festival annoncere rimeligt kraftigt for at få nok ansøgere til skriveklubben, men efterhånden som det gode budskab rygtedes kom flere og flere skrivebordsskuffeforfattere ud af busken og ved seneste deadline for ansøgninger blev redaktionen nærmest begravet i tekster fra hele regionen.

For alle aldre

Forfatterspirer i alle aldre, fra 16 til 75 år, og med alle mulige baggrunde med sig i bagagen, sendte ikke mindre end 50 ansøgninger til de kun 10 pladser på forfatterskolen. Det er den største succes man kan ønske sig. Som følge af den store interesse for skolen lavede to tidlige elever, sammen med skolens leder Jørgen Nørgaard, en alternativ skriveklub, Skriveklubben Nord. På den måde blev plads til yderligere en god håndfuld skrivende, så Ordkraft og Aalborg Bibliotekerne der står for den daglige drift af skolen, kunne honorere lidt flere at de mange højkvalitetsansøgninger, der røg ind i postkassen.

Feedback fra forlag

Ordkraft Skriveklub mødes fast hver onsdag i to en halv time, hvor der diskuteres tekster, skrives meningsfyldte, men undertiden også ret skøre, øvelser og hvor der ikke mindst snakkes om det at skrive og være forfatter. Hvert år læser eleverne op på Ordkraft Festival som afslutning på deres forløb – det er bare én gulerod som skolen tilbyder; en anden er at forlaget Lindhardt & Ringhofs redaktionschef Sune De Souza Schmidt-Madsen hvert år læser og kommenterer 10 sider fra hver af eleverne. En gylden mulighed for at vise sit talent i en af de allerfineste fineste stuer i landet.

Flere elever er kommet ud over rampen

Og flere af eleverne er da også allerede kommet ud over rampen og arbejder så seriøst sammen med forskellige velrespekterede forlag, at vi meget snart ser de første forfatterskolebørn vokse til og få deres bøger udgivet.

Ordkraft Skriveklubs motto er ”Frihed, frihed, frihed”. Skolens leder Jørgen Nørgaard forsøger hvert sekund at indgyde eleverne frihed til at skrive præcis det de helst vil, frihed til at være den de er både i skrift og liv – og ikke mindst frihed til at være åbne og eksperimenterende i deres virke – helt enkelt fordi det er den måde skolen kan udklække de bedste fremtidige forfattere.

Grin og gråd

Der bliver grinet og grædt, der bliver rimet og ædt, der bliver knyttet livsvedholdende venskaber i Ordkraft Skriveklub, venskaber på tværs af alder og aldre ligegyldige udvendige karakteristika. Det er det Ordkraft Skriveklub kan, og det er det Ordkraft Festival er stolte af; at dyrke forskelligheden fremfor det konforme og ensheden.

På Ordkraft skriveklub blomstrer ordene og det vil de blive ved med, så festivalen kan høste skønheden og vise hele herligheden frem på alle Ordkrafterne i fremtiden.

Tidligere elever fortæller

Helle:

Ordkraft Skriveklub har først og fremmest været et blidt men bestemt puf, som har fået mig væk fra den trygge sti og derud, hvor magien findes.

I de sidste 7 måneder har jeg gjort mange ting, som jeg egentlig ikke turde gøre. Jeg har kastet mig ud i vanskelige skriveøvelser, ladet andre læse mine tekster, givet og modtaget kritik, sendt historier ind til konkurrencer, talt om mit skrivearbejde i radioen og fået en af mine historier læst op af en kendt YouTuber.

Jeg er meget taknemmelig for den udvikling, Ordkraft Skriveklub har sat igang hos mig. Jeg er blevet langt bedre til at stå ved mig selv og min skrivestil. Jeg er også blevet mere bevidst om, at jeg skriver for min egen skyld.

Sofie:

Jeg er på Ordkraft Skriveklub blevet inviteret ind i et fællesskab, hvor passionen for det skrevne ord er i centrum og der gøres plads til det helbredende og det provokerende.

Ida Maria:

Ordkraft Skriveklub er at blive smidt ud på den dybe ende. Heldigvis med en sikkerhedsline ind til Jørgen, der står i bademestertræsko ved bassinkanten med et nysgerrigt og opmuntrende smil, og med de andre kursister som flamingopladen, der holder en flydende. Ordkraft Skriveklub er en helt unik mulighed for at prøve sig selv af og finde sin stemme. Det er en helt unik mulighed for at blive hørt og få feedback, der understøtter og motiverer til udvikling. Det er en helt unik mulighed for at nørde med ord, fortællinger og fantasier, og for at stå ved sig selv som skrivende. Ordkraft Skriveklub har gjort en kæmpe forskel for mig, både fagligt og personligt.”