
Glenn Bech
Glenn Bech (f. 1991) er født og opvokset i Horsens, uddannet ved Forfatterskolen i 2019 og arbejder, ved siden af sit forfatterskab, som privatpraktiserende psykolog. Han debuterede i 2021 med den prisbelønnede erindringsroman "Farskibet", som på eksperimenterende selvbiografisk vis kredser om hans fars selvmord og om de destruktive former for maskulinitet, der prægede hans opvækst i en socialt udsat familie. Romanen blev rost til skyerne af samtlige anmeldere, belønnet med Blixenprisen og Munch-Christensens debutantpris og indstillet til Weekendavisen Litteraturpris.
I 2022 udgav Glenn Bech det poetisk-politiske manifest "Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet" og indtog for alvor medierne og samfundsdebatten med sin på en gang følsomme og hårdtslående kritik af klassesamfundets paradokser og middelklassens hykleri.
Glenn Bech er også vært på podcastserien "Vi anerkender ikke længere jeres autoritet", hvor han diskuterer kulturel magt og privilegier med forskellige gæster, og i januar 2023 holdt han den årlige nytårstale i Deadline på DR2.
Læs mere på glennbech.dk.